Festmusik

Det forholder sig sådan, at jeg i festligt lag er ret glad for det, som nogle mennesker vil betegne "populærmusik". Andre kalder det "lortemusik", og jeg kalder det selv mest for "sjov musik". I løbet af de sidste otte år har jeg anskaffet mig en ganske pæn beholdning af sådanne numre. De er, tillige med anden musik, jeg også synes, er sjov, samlet i playlisten "Festmusik", som efterhånden rummer over 1.000 musikalske perler, helt fra dengang popmusikken var spæd og frem til nu.

Uden at blære mig kan jeg godt påstå, at min musiksamling er berygtet på godt og ondt i visse kredse. Forventningerne til min iPods indhold lægger derfor et ansvar på mine skuldre om at opdatere Festmusik jævnligt, så der hele tiden er nye sange at skråle med på. I den forbindelse slog jeg i dag et smut omkring biblioteket for at hente nogle reserverede materialer, heriblandt dobbelt-cd'en Dancechart volume 24.

Af og til, når jeg er havnet det forkerte sted i byen eller ufrivilligt lytter til radio, hænder det, at jeg hører et nummer, som ikke giver mig lyst til at lave en Dolph, hvor jeg holder mig for ørerne og råber: "LA LA LA!" indtil rædslerne er overstået. Til gengæld giver sangen mig måske lyst til at grine, danse eller skråle med. Sandsynligvis alle tre dele. Det er disse numre, som gerne ender på Festmusik, men da jeg ikke ser Boogie og undgår radio, ved jeg aldrig, hvad hverken kunstner eller sang hedder.

Følgelig er det altså smart at granske compilations, som kan fortælle mig, hvad det er for en sang, jeg hørte på New Castle i torsdags. Det, jeg sædvanligvis gør, når jeg kommer hjem med sådan en samling af vidunderlig hitlistemusik, er at sætte cd'en i min computer og efterfølgende i iTunes tjekke alle numrene igennem for at finde ud af, hvilke jeg godt kunne tænke mig at drikke til. I dag fandt jeg eksempelvis guf som Nik & Jay/Endnu En og Joey Moe/Yo Yo.

Men hov, hvad er det? Da jeg kommer til spornummer 23 på cd 1, forbløffes jeg. Mine bevægelser går i stå og min mund står åben i vantro. Den næste følelse, der skyller ind over mig, er forfærdelse. Dernæst følger en fysisk reaktion, som er tæt på at være kvalme. Sangen, jeg hører, er Julian/Damer.

I Rotternes navn har jeg trodset min væmmelse og aflyttet teksten til de læsere, som ikke selv udholder hele sangens pinsler:

Gutterne de kommer over

Jeg ligger li' og sover

Gutterne de kommer over

Li' om lidt, klokken er kvart over 10

Jeg ligger li' og sover

Men nu skal jeg op, og det skal jeg fordi

Der skal drikkes bajer'

Og vi skal fyr' den af

Vi skal være stive, så vi sejler

For den skal ha' alt hvad den kan ta'

Vi skal se på damer, se på damer

Ud og se på damer, se på damer (disse linjer synges hele fire gange)

Kevin (!!!) har købt Jägermeister (udtalt Jajermeister)

Vi hælder det ned, selvom det smager ad helvede til

Vi kaster op som vi plejer

Men vi da ligeglad', vi bli'r ved og ved

For der skal drikkes bajer'

Vi gi'r den alt hvad den kan ta'

Vi skal være stive, så vi sejler

Vi ta'r en vogn ned i byen og så fyrer vi den af

Vi skal se på damer, se på damer

Ud og se på damer, se på damer...

Jeg ved ikke, hvad der er værst, musik, tekst eller den stemmeeffekt, som vi kan takke Cher for. Jeg skal gerne indrømme, at der er rigtig mange virkeligt dårlige numre i mit musikbibliotek. Men denne sang slår dem alle. Jeg tror ligefrem, at jeg kan tildele Julian titlen som den værste "kunstner", jeg er stødt på i 2009. Ved prisoverrækkelsen vil der ikke blinke en rød lampe, når Julian har opbrugt sin takketid på at opremse de damer, som har inspireret ham til at skrive den værste sang i år. I stedet vil en lille, lysende rød prik i hans pande indikere, at disse sekunder er de sidste i hans liv.

Love og restriktioner, ikke mindst i forbindelse med kunstnerisk udfoldelse, er ikke noget, jeg går ind for. Men når et nummer som dette slippes løs i æteren, så uskyldige mennesker ufrivilligt bliver udsat for noget, der uden tvivl nedsætter intelligenskvotienten hos det enkelte individ med 1-2 procent i minuttet, er jeg tæt på at stikke mine principper skråt op.

Under denne samfundsorden er det åbenlyst ikke muligt at kontrollere, hvilken musik, der bliver skabt. Men i min perfekte drømmeverden... Der ville den slags hovedpinefremkaldende skrammel være forbudt. I stedet skulle diskotekerne, hvor alle dem fra Paradise Hotel hænger ud, prøve noget, de har meget lidt erfaring med, nemlig at spille musik, som der lægger intelligens og ægte følelser bag. Musikken, man hører de fleste steder i byen i dag, står i diametral modsætning hertil og er produceret med udelukkende to formål: Rigdom og berømmelse, så "kunstneren" endelig får råd til at købe det solarium, idioten altid har ønsket sig, og kommer på forsiden af Ekstra Bladet.

Men selvom vi alle sammen inderst inde godt ved, at vi er nogen, der har musiksmag, og at der er andre, som ikke fatter en bjælde af, hvad talent og kvalitet er, lever vi desværre ikke i min perfekte drømmeverden. Så indtil jeg overtager verdensherredømmet, anbefaler jeg, at man forsøger at få det bedste ud af det værste. Således kan man prøve at bruge afspilningen af disse sange som en slags forhørstræning, og den dag, politiet tager dig med en spraydåse, en klump hash eller et baseballbat i hånden, er du kold i afhøringen. Du har nemlig allerede hilst på Helvede og kan klare næsten lige så meget fysisk tortur som Rambo.

Jeg skal i byen i morgen, og jeg ved, at jeg kommer til at befinde mig på Saltlageret først på aftenen. Jeg kan kun håbe på, at de gemmer Julians Boten Anna-rip off til senere på natten. Og ellers kan jeg ikke garantere, at jeg ikke laver en Dolph.