Festmusik

Det forholder sig sådan, at jeg i festligt lag er ret glad for det, som nogle mennesker vil betegne "populærmusik". Andre kalder det "lortemusik", og jeg kalder det selv mest for "sjov musik". I løbet af de sidste otte år har jeg anskaffet mig en ganske pæn beholdning af sådanne numre. De er, tillige med anden musik, jeg også synes, er sjov, samlet i playlisten "Festmusik", som efterhånden rummer over 1.000 musikalske perler, helt fra dengang popmusikken var spæd og frem til nu.

Uden at blære mig kan jeg godt påstå, at min musiksamling er berygtet på godt og ondt i visse kredse. Forventningerne til min iPods indhold lægger derfor et ansvar på mine skuldre om at opdatere Festmusik jævnligt, så der hele tiden er nye sange at skråle med på. I den forbindelse slog jeg i dag et smut omkring biblioteket for at hente nogle reserverede materialer, heriblandt dobbelt-cd'en Dancechart volume 24.

Af og til, når jeg er havnet det forkerte sted i byen eller ufrivilligt lytter til radio, hænder det, at jeg hører et nummer, som ikke giver mig lyst til at lave en Dolph, hvor jeg holder mig for ørerne og råber: "LA LA LA!" indtil rædslerne er overstået. Til gengæld giver sangen mig måske lyst til at grine, danse eller skråle med. Sandsynligvis alle tre dele. Det er disse numre, som gerne ender på Festmusik, men da jeg ikke ser Boogie og undgår radio, ved jeg aldrig, hvad hverken kunstner eller sang hedder.

Følgelig er det altså smart at granske compilations, som kan fortælle mig, hvad det er for en sang, jeg hørte på New Castle i torsdags. Det, jeg sædvanligvis gør, når jeg kommer hjem med sådan en samling af vidunderlig hitlistemusik, er at sætte cd'en i min computer og efterfølgende i iTunes tjekke alle numrene igennem for at finde ud af, hvilke jeg godt kunne tænke mig at drikke til. I dag fandt jeg eksempelvis guf som Nik & Jay/Endnu En og Joey Moe/Yo Yo.

Men hov, hvad er det? Da jeg kommer til spornummer 23 på cd 1, forbløffes jeg. Mine bevægelser går i stå og min mund står åben i vantro. Den næste følelse, der skyller ind over mig, er forfærdelse. Dernæst følger en fysisk reaktion, som er tæt på at være kvalme. Sangen, jeg hører, er Julian/Damer.

I Rotternes navn har jeg trodset min væmmelse og aflyttet teksten til de læsere, som ikke selv udholder hele sangens pinsler:

Gutterne de kommer over

Jeg ligger li' og sover

Gutterne de kommer over

Li' om lidt, klokken er kvart over 10

Jeg ligger li' og sover

Men nu skal jeg op, og det skal jeg fordi

Der skal drikkes bajer'

Og vi skal fyr' den af

Vi skal være stive, så vi sejler

For den skal ha' alt hvad den kan ta'

Vi skal se på damer, se på damer

Ud og se på damer, se på damer (disse linjer synges hele fire gange)

Kevin (!!!) har købt Jägermeister (udtalt Jajermeister)

Vi hælder det ned, selvom det smager ad helvede til

Vi kaster op som vi plejer

Men vi da ligeglad', vi bli'r ved og ved

For der skal drikkes bajer'

Vi gi'r den alt hvad den kan ta'

Vi skal være stive, så vi sejler

Vi ta'r en vogn ned i byen og så fyrer vi den af

Vi skal se på damer, se på damer

Ud og se på damer, se på damer...

Jeg ved ikke, hvad der er værst, musik, tekst eller den stemmeeffekt, som vi kan takke Cher for. Jeg skal gerne indrømme, at der er rigtig mange virkeligt dårlige numre i mit musikbibliotek. Men denne sang slår dem alle. Jeg tror ligefrem, at jeg kan tildele Julian titlen som den værste "kunstner", jeg er stødt på i 2009. Ved prisoverrækkelsen vil der ikke blinke en rød lampe, når Julian har opbrugt sin takketid på at opremse de damer, som har inspireret ham til at skrive den værste sang i år. I stedet vil en lille, lysende rød prik i hans pande indikere, at disse sekunder er de sidste i hans liv.

Love og restriktioner, ikke mindst i forbindelse med kunstnerisk udfoldelse, er ikke noget, jeg går ind for. Men når et nummer som dette slippes løs i æteren, så uskyldige mennesker ufrivilligt bliver udsat for noget, der uden tvivl nedsætter intelligenskvotienten hos det enkelte individ med 1-2 procent i minuttet, er jeg tæt på at stikke mine principper skråt op.

Under denne samfundsorden er det åbenlyst ikke muligt at kontrollere, hvilken musik, der bliver skabt. Men i min perfekte drømmeverden... Der ville den slags hovedpinefremkaldende skrammel være forbudt. I stedet skulle diskotekerne, hvor alle dem fra Paradise Hotel hænger ud, prøve noget, de har meget lidt erfaring med, nemlig at spille musik, som der lægger intelligens og ægte følelser bag. Musikken, man hører de fleste steder i byen i dag, står i diametral modsætning hertil og er produceret med udelukkende to formål: Rigdom og berømmelse, så "kunstneren" endelig får råd til at købe det solarium, idioten altid har ønsket sig, og kommer på forsiden af Ekstra Bladet.

Men selvom vi alle sammen inderst inde godt ved, at vi er nogen, der har musiksmag, og at der er andre, som ikke fatter en bjælde af, hvad talent og kvalitet er, lever vi desværre ikke i min perfekte drømmeverden. Så indtil jeg overtager verdensherredømmet, anbefaler jeg, at man forsøger at få det bedste ud af det værste. Således kan man prøve at bruge afspilningen af disse sange som en slags forhørstræning, og den dag, politiet tager dig med en spraydåse, en klump hash eller et baseballbat i hånden, er du kold i afhøringen. Du har nemlig allerede hilst på Helvede og kan klare næsten lige så meget fysisk tortur som Rambo.

Jeg skal i byen i morgen, og jeg ved, at jeg kommer til at befinde mig på Saltlageret først på aftenen. Jeg kan kun håbe på, at de gemmer Julians Boten Anna-rip off til senere på natten. Og ellers kan jeg ikke garantere, at jeg ikke laver en Dolph.

Licens og helsekost

Jeg vil have mine licenspenge tilbage! På trods af min ellers ganske store begejstring over Danmarks Radios nylancerede tv-kanaler, (ikke mindst Ramasjang!) er jeg tæt på at skrive det klagebrev, som af adskillige årsager har været undervejs lige siden licensmanden - helt bogstaveligt - fangede mig med røven bar.

Jeg startede med at betale licens en dag, hvor jeg netop var hjemvendt til min lejlighed fra indkøbstur i regnvejr. Efter at have låst mig ind, nåede jeg lige at smide de våde bukser, inden det bankede på døren. Klokken 18:30 får jeg som regel ikke uventede gæster, så jeg åbnede straks døren i troen om, at det måtte være min veninde Lulle, som boede på 3. sal i samme opgang, og som jeg netop havde efterladt på trappen efter vores fælles tur i Netto. Lulle havde desværre drastisk ændret udseende på de to minutter, der var gået, siden jeg sidst havde set hende. I stedet for en ung kvinde i sort tøj, stod der en midaldrende mand i grim DR jakke og så mistroisk på mig. Og mine bare ben. Skyndsomt fik jeg lukket døren på klem, og resten af samtalen foregik med mit hoved i vandret position, eftersom jeg ikke så godt kunne træde hen foran den lodrette sprække mellem dør og karm.

"Hej, jeg er fra licenskontoret. Har du fjernsyn?"
"Ja, jeg har faktisk lige fået et".

"Så du betaler ikke licens?"

"Nej, men jeg er i gang med at udfylde papirerne".

"... Nå. Du skal skrive under her".

"Okay. Så øh lukker jeg lige døren imens".

Det var en berigende oplevelse, hvor jeg dels erfarede, hvor dygtig jeg er til at improvisere og lyve, når jeg er presset nok, og dels hvor udspekulerede licensopkrævere er, sådan at dukke op ved aftensmadstid, når man tror, der ikke er fare på færde.

Men faktisk var det slet ikke, hvad det her indlæg skulle handle om. Derimod udspringer inspirationen til indlægget af min harme over DR's pinlige dækning af den helsebølge, som i øjeblikket er over danskerne, inklusiv mig selv. 21 SØNDAG forsøgte i går aftes at bringe et nuanceret indslag om virkningen af diverse kostomlægninger, som en række helsebøger anbefaler - en række bøger, som jeg har læst størstedelen af. Hold kæft, hvor skød DR langt forbi målet.

Reimer Bo lægger meget neutralt ud med at sige: "Helse er blevet til frelse" og "først skal det gøre ondt, så udrenses du og så sker forvandlingen". Dette udsagn udvides senere i udsendelsen til "det ser ud til at opskriften er: Først må du lide, og lige før du er ved at segne, så får du en åbenbaring og bliver tyndere, smukkere og mere sund og rask". Flot, Reimer Bo. Det er sgu dybdeborende journalistik, det der.

I første del af indslaget, hvor de forskellige "kure" (i virkeligheden er de fleste varige kostomlægninger, men en kur lyder jo mere ond og usund) skal testes, vælger man en totalt random detoxkur fra en bog, som testpersonen selv har fundet omtalt i B.T. Den unge kvinde sætter sig selv på denne tre dages udrensning, som hun opgiver efter én dag - og i øvrigt lige afslutter ved at spise en bolle. Smart, vi ved alle, at hvidt brød er sundt og ganske givet bedre for kroppen end kurens frugt- og grøntsagsjuice. På grundlag af denne "undersøgelse" konkluderes det mellem linjerne, at alle former for detox er tåbelige og kan være direkte skadelige. Jeg har ikke selv gennemgået den konkrete udrensning, så jeg skal ikke udtale mig om virkningen, men man kan sateme ikke bedømme en effekt uden at gennemføre projektet.

Til gengæld har jeg læst den pågældende bog, som kuren er hentet fra; "Sund og smuk - uden tilsætning". Lige netop denne bog, som i øvrigt stort set ikke handler om kost, men mere om hudpleje, bygger, i modsætning til de andre helsebøger, jeg har læst, udelukkende på forfatterens egne udsagn. Dette er også den præcise grund til, at jeg ikke har taget ret mange anbefalinger fra bogen seriøst. Det gør nemlig ikke noget, at man stiller sig lidt kritisk overfor de informationer, man støder på alle vegne. At hende dullen i indslaget ikke kender til begrebet kildekritik (B.T. - behøver jeg sige mere?), kan resten af helseverdenen ligesom ikke gøre for.

Men ønsker man et dårligt resultat, forstår jeg godt, at 21 SØNDAG vælger at fokusere på denne bog som testemne, eftersom samtlige andre helsebøger, jeg har læst, faktisk baseres på saglige undersøgelser med dokumenteret effekt og videnskabelige fakta og er loadet med henvisninger til disse samt til forskellige eksperter og læger. Disse bøger ville have været langt vanskeligere at skyde ned, så 21 SØNDAG springer let, men desværre knap så elegant, over dem.

I stedet bruges en stor del af indslaget på interviews med en museumsmedarbejder og en religionshistoriker! Jamen, det er da også relevant. Jeg er sikker på, at det, de har at sige, er langt vigtigere end den ernæringsterapeut, som har solgt 130.000 kopier af sin bog "10 år yngre på 10 uger", men hvis ultrakorte interview helt tydeligt er klippet til, så hun knap får lov til at fortælle noget som helst om sine metoder. Terapeuten, Thorbjörg Hafsteinsdottir, har i dag offentliggjort sin respons på udsendelsen på sin hjemmeside, og jeg kan varmt anbefale at læse dette, hvis man har interesse i denne debat. Også hendes bog har jeg læst, og selvom jeg faktisk mener, at den rent strukturelt er noget rod, har Hafsteinsdottir så afgjort fat i de helt rigtige principper.

Og denne påstand kan jeg ytre, fordi jeg har læst, til mit hoved var ved at revne, om kost og sundhed. Og Hafsteinsdottir er langt fra alene med sine holdninger. Så selvom lederen af Videncenter for Fødevarer og Sundhed, Gitte Groes, anklager Hafsteinsdottirs kosttilskudsanbefalinger for at give "decideret risiko for leverskader" og "øget risiko for kræft", har det ikke rokket min tro på helseprodukter, kosttilskud, vitaminer eller alternativ og sund livsstil en millimeter. Hvis jeg skal følge Gross' (og navnet udtalt på engelsk er ganske passende til hende) anbefalinger, skal jeg til gengæld leve efter de otte kostråd, som blandt andet fortæller mig, at jeg "skal spise kartofler, ris eller pasta og groft brød hver dag". Jo tak for den glimrende anvisning, hurtige kulhydrater er jo simpelthen det sundeste, man kan fylde i sin krop. Og så mener Gross, at hvis forfatterne til disse bøger blot prøvede at læse kostrådene, så ville de slet ikke skrive de her farlige bøger. Wrong, bitch! Det er som direkte modreaktion til de konventionelle og forældede kostanbefalinger, at de bøger bliver til.

Gross mener også, at der indenfor helsekostindustrien er lige så, jeg gentager, lige så store økonomiske interesser, som indenfor lægemiddelindustrien. Undskyld, men hvor kan jeg læse til bromatolog? Det kan tydeligvis ikke kræve de store anstrengelser at gennemføre den uddannelse. Men man lærer tilsyneladende at føre hetz mod det ukendte og at fornægte de resultater, som ukonventionelle metoder kan tilvejebringe. Jeg vil ikke argumentere mere for mine synspunkter, i stedet synes jeg, at du, kære læser, selv skal tage stilling. Nedenfor ser du Gitte Gross (til venstre) og Thorbjörg Hafsteinsdottir (til højre). Begge er født 1959. Og så er det bare jeg spørger, hvordan du gerne vil se ud, når du er 50 år gammel? (Forudsat du er kvinde. Mænd må spørge sig selv om, hvem af de to kvinder, der er flottest). Personligt er jeg ikke i tvivl!

Og nå ja. Hvis det er den slags bras, jeg betaler for, så giv mig mine fucking licenspenge tilbage, DR!

Endelig!

Den store begivenhed, som jeg ved, at I alle har ventet på i åndeløs spænding, er oprundet. Navngivningen af Stinnas blog er langt om længe faldet på plads, og jeg kan med stolthed præsentere titlen: "Til Rotterne".

Det har taget tid at finde en passende overskrift til en blog, som jeg endnu ikke helt ved, hvad skal rumme, men hvor jeg før har manglet motivation til at skrive på grund af usikkerhed omkring den endelige blogtitel, skulle indlæggene nu nærmest forfatte sig selv, da jeg omsider føler mig til rette med og endegyldigt har valgt titel. Skulle det have forbigået læseren, beder jeg venligst denne om at bemærke titlens dobbelthed: Dels kan "Til Rotterne" forstås som, at bloggen er helt til rotterne, og dels kan man betragte overskriften som rettet mod jer læsere - rotterne. Jeg kan bedst lide at læse titlen som en kombination af de to opfattelser. Jeg beklager overfor de adspurgte venner, som ikke kunne lide navnet, men jeg hører ikke samme negative klang i det, som jer. Til gengæld kan jeg godt lide rotter, gamle tålemåder og dobbeltheder.

Dette var vist i korte træk, hvad jeg indledningsvis havde til mine rotter. På glædelig genlæsning og tak fordi I kigger med!

Stinna